___________________________________________________
Om konferencen
Skrevet af Karen West.
Over 100 fortrinsvis unge kvinder var mødt op, men også nogle få mænd. Der i blandt vores alle sammens ven, “Knud”, som var så flink at tage billeder. Dem har Sosun lovet at redigere.
Stemningen var fra starten god og en veloplagt imam Abdul Wahid var præcis, og vi fik os en lille lystig passiar inden mødet. Blandt andet om, hvem der nu engang i 70′erne havde været mester i luftguitar!! Imamen havde sejret i Djursland, mens min mand havde været Bornholmsmester! Man er vel fra samme generation! 
Jeg synes både Kristina Aamand og Abdul Wahid havde nogle gode oplæg. Tvisten, hvis man kan kalde det en tvist, handlede om den manglende statistik på hvor mange mødomme, der ren faktisk blev “rekonstrueret”. For det drejer sig nemlig ikke om en rekonstruktion, idet den læge, og gid vi vidste hvem det er, blot snittede lidt og syede lidt strammere, så man måske kunne forvente, at der ville komme en blødning ved første samleje herefter. Abdul Wahid efterlyste, hvor stort problemet var, idet han aldrig var stødt på det. Men de formastelige læger vil ikke stå frem, sagde Kristina.
Kristina belærte alle om, at kvinder var udstyret med meget forskellige mødomme, og at det at bløde på bryllupsnatten stort set intet havde med virkeligheden at gøre.
Abdul Wahid fortalte, at havde en ung kvinde haft samleje, kunne hun jo søge om tilgivelse, idet Islam krævede, at både kvinden og manden var “jomfruer” indtil ægteskabet, men at de så sandelig ikke behøvede at komme i helvede, selvom de havde trodset de religiøse anbefalinger.
Mange unge kvinder var så rædselsslagne, fordi ”søstre” og “brødre” var hurtige til at sige, at de endte i helvede, hvis de ikke var jomfruer.
Og Abdul Wahid var fortørnet over, at det ofte var tilfældet, at man altid talte om krav til jomfruelighed for de unge kvinder, men at de unge mænd ikke blev holdt under skarpt opsyn. Det ville imamen godt tage op til en fredagsbøn. Men han ville ikke snakke mødomme eller mødoms rekonstruktioner. Kristina bad om 10 min. af fredagsbønnen, men det var vist ikke muligt.
Der var en livlig debat herefter og en sagde sågar, at hun som sygeplejerske oplevede, at unge piger, der var jomfruer, alligevel søgte operation, blot for at være sikre på, at de kunne bløde på bryllupsnatten.
Alle var enige om, at det var en forfærdelig uskik, og at den var kultur bestemt. Derfor kunne man gøre noget ved problemet.
Flere mente, at man burde arrangere en aften med mødrene. fordi mødrene skal informeres og skal lære at lade kontrollen over de unge pigers mødomme i fred, De unge mænd, der kræver en jomfru og forventer, fordi de ikke ved bedre, blod på lagenet, skal informeres grundigt.
I det hele taget skal dette problem tages op, meget grundigere, fortrinsvis i skolerne. Kristina gør et stort arbejde, og nogle fra salen fortalte, at de havde været med til at udarbejde informationsmateriale om seksualvejledning på flere sprog.
Men åbenbart er det alligevel ikke nok, idet problemet er der forsat. Ikke kun Kristina kunne bekræfte dette, men også flere fra salen bekræftede, at problemet eksisterede i stor stil, så det er op ad bakke. Både fordi de unge kvinder skal have lov at have deres mødomme eller ”bristede” mødomme i fred. Det vil sige, at kvinder selv skal bestemme over deres egen krop, og det skal hverken far, mor eller kommende ægtemand. Og måtte hun ønske at gemme sig til den eneste ene, ja så er det hendes valg også.
Så vi skal ud til mødrene og ud til de unge mænd, så de får den fornødne viden om, at selvom en ung kvinde er jomfru, så er det sjældent, der kommer blod ved første samleje. Og så som det aller vigtigste, at en ung kvindes seksualitet et altså hendes egen, og det skal den være fra fødsel til død.
